Øster Hanevad 21, Hanevadsholm, 2740 Skovlunde
Hyggeligt kolonihavehus i attraktiv forening tæt på København
Den perfekte kombination mellem byliv og natur venter på jer i den hyggelige og attraktive haveforening Hanevadsholm. Jeres fristed skriver adresse på Øster Hanevad 21, hvor I kan se frem til et velfungerende indre og et blomstrende ydre. Kolonihavehuset kan prale med flere ting, såsom varmepumpe og biopejs, gulve fra omkring 2022, elektrisk opvarmning og gulvvarme på badeværelset og i stuen, som kommer fra et solpanel.
I bydes velkommen i entréen, der straks vil gøre, at I føler jer hjemme og godt tilpas. For enden af entréen tilgås husets kerne, som består af et køkken-alrum og en rummelig stue. Køkkenet er fuldt udstyret med bl.a. opvaskemaskine og mikroovn samt alle de køkkenremedier, I måtte få brug for til at kreere et lækkert måltid til venner og familie. Badeværelset er ret stort i forhold til den almene standard i kolonihavehuse, og her er der både separat brus og vaskemaskine, så både I og tøjet kan rengøres. De sidste kvadratmeter udspiller sig på et soveværelse med fornuftig sengeplads.
Kolonihavehuset favner en bred målgruppe med plads til alt fra familien med børn og par til hvem end, der ønsker at berige sin tilværelse med skøn natur. Det er en fortryllende have, der byder sig til med æble- og kirsebærtræer, blommetræ og alverdens bærbuske; spis jer mætte i jordbær, brombær, hindbær og stikkelsbær, eller lav smagsrig saft af ribs og aronia. Det spiselige eventyr er langt fra slut endnu med drueranke og tre højbede til at dyrke diverse grøntsager. Alle de spiselige bærbuske og frugttræer får selskab af farverige blomster i form af seks forskellige arter af roser samt forskellige arter af jasmin, syrener, pæoner, tulipaner og rododendron. I finder desuden et redskabsskur på matriklen, der indeholder både grill- og haveudstyr.
Hvis I har jeres daglige gang i København, er der ikke langt fra det støjende byliv og til Øster Hanevads rolige omgivelser – I kan blot hoppe på en bus eller et tog mod Skovlunde, og vupti, så kan I indånde den friske luft, alt imens I lader pulsen falde. Omgivelserne er utroligt smukke med rig mulighed for at nyde naturen tæt på Ejby Mose; her er der forskellige dyr, såsom alpakaer, får, pindsvin og diverse fugle. Det er samtidig et godt sted for børn med en god naturlegeplads og bord-/bænkesæt, hvor I kan nyde en skøn frokost.
Find det store festhumør frem – denne populære haveforening fejrer nemlig fællesskabet med en stor sommerfest hvert år, hvilket bringer naboerne sammen til grin og gode stunder. Der er for nyligt blevet tilføjet et genbrugsaffaldsområde nær huset, som er utroligt praktisk, og der er gode parkeringspladser tæt på huset.
Hvorfor skal I købe denne bolig? Fordi der er en god stemning i foreningen, haven er fuld af bær og frugter, og I befinder jer tæt på København.
Kontakt os
-
Michele Møller Amundsen
- Indehaver & Ejendomsmægler MDE
- E: michele@minbolighandel.dk
- T: 81595857
- M: 81595857
Bestil en gratis salgsvurdering
Det er helt uforpligtende. Vi laver en grundig gennemgang af din bolig og du får rådgivning om det bedste salg.
