Skallebjergvej 5, Skallebjerg, 5683 Haarby
Arkitekttegnet hus med udsigt til alle sider.
Vi udbyder nu en ejendom lidt ud over det sædvanlige. Arkitekturen er ikke til at tage fejl af, for set oppefra danner huset sin helt egen form, og det er netop derfor, det kaldes “Øjet.” Uanset hvem I er – parret med sans for arkitektur eller jer, der bare ønsker at bo frit og anderledes – så vil huset på Skallebjergvej falde i god jord. Lad os folde det ud, men husk undervejs: Det her skal opleves og mærkes!
Landskabet åbner sig i rolige, grønne strøg, og lige i nærområdet venter en ganske særlig perle: den gamle grusgrav, hvor et stisystem snor sig gennem et udlagt naturområde og leder jer forbi den smukkeste sø, som næsten syner sydlandsk på en klar dag. Trækker I længere væk, folder det fynske landskab sig ud i bløde bakker og åbne marker.
Selvom naturen fylder meget, er der ikke langt til det praktiske. Blot 2,5 kilometer væk ligger Haarby, hvor Hallerne, svømmehallen og biografen, som er drevet af frivillige, ligger i hjertet af byen sammen med skole og dagpleje. I finder endda en naturbørnehave i byen, ligesom indkøbene klares let med et bredt udvalg af butikker. Ja, der er altså gode muligheder for både at nyde naturens ro og føle sig som en del af et trygt og velfungerende lokalsamfund.
På selve matriklen er der plads til det frie liv med heste, får eller geder på græs, ligesom I virkelig får lov til at brede armene, nyde stilheden og udsigten omkring jer. Flere terrasser ligger mod hvert sit verdenshjørne, så solen kan følges dagen lang, og på varme dage kan I køle af i den lille udendørs svømmepøl. Dertil kommer et nybygget anneks med storslået udsigt over landskabet; det er blevet brugt som atelier, men kan lige så vel danne ramme om hobbyprojekter, hjemmearbejde eller gæster. Og praktikken? Den er tænkt ind med garage til bilen og tilhørende værksted – værd at bemærke er naturligvis også det gode energimærke.
De organiske linjer fortsætter indenfor, hvor husets særlige formsprog går igen i bl.a. de karakteristiske, øjeformede vinduer. Entréen åbner op til et gangareal, som forbinder hjemmets tre værelser, før boligen folder sig ud med to stuer i åben forbindelse. Ydermere får I et køkken, et stort badeværelse med brus og kar samt et separat WC. Og så fuldender et bryggers med egen indgang planløsningen.
Hvorfor skal I købe denne bolig? Fordi huset er helt sit eget, og fordi naturen er nærværende på et nyt niveau, alt imens hverdagens bekvemmeligheder stadig findes tæt på.
Kontakt os
-
Lars Tribler
- Indehaver. Salg og vurdering
- E: tribler@minbolighandel.dk
- T: 71780655
- M: 71780655
Bestil en gratis salgsvurdering
Det er helt uforpligtende. Vi laver en grundig gennemgang af din bolig og du får rådgivning om det bedste salg.
